Dagpenge skal sikres via privatforsikringer

Et anelse dyrere kontingent til din fagforening for til gengæld at blive sikret om mod 90 procent af din løn, hvis du bliver ledig.

Det er en af de modeller, som flere fagforbund kigger på, som en måde at tiltrække og fastholde medlemmer, der ikke længere kan lokkes med a-kassesystemet.

Det skriver Berlingske.

HK Kommunal, HK Stat og Socialpædagogerne bruger allerede en kollektiv lønforsikring i det LO-ejede forsikringsselskab, Alka.

Og forsikringsselskabet oplyser til Berlingske, at de i øjeblikket forhandler med en håndfuld andre fagforbund om en lignende ordning.

I HK håber man, at den kollektive ordning breder sig til alle forbundets medlemmer inklusiv de privatansatte.

- Det giver en tryghed, at man i det første halve år kan få en højere ydelse og har muligheden for selv at tegne yderligere et halvt år. Fordi det viser sig, at de fleste kommer i job igen inden for det første år. På den måde får man afbødet lønnedgangen. Lønforsikringen har været en god ting. Det er ikke en 100 procent lønkompensation, men det er en god sjat, siger næstformand i HK Mette Kindberg til Berlingske.

Faglig sekretær i LO Ejner K. Holst er ikke afvisende over for den kollektive lønforsikring. Men prisen for en forsikring vil formentlig blive højere for 3F'erne på grund af højere ledighedsrisiko, siger han.

- Det er forholdsvis billigt for HK, fordi ledigheden ikke er så høj. Der skal grundliggende være et solidarisk system med ensartet dækning gennem a-kasserne. Men så kan man jo godt på de enkelte områder og grupper på arbejdsmarkedet beslutte sig for systemer, der bygger ovenpå og giver en højere kompensation, siger Ejner K. Holst.

Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, mener, at fagforeningernes nye flirt med lønforsikringer skyldes, at dagpengesystemet ikke er attraktivt nok til at rekruttere og fastholde medlemmer.

Han mener dog, at det er en lappeløsning på et dårligt og håbløst forældet dagengesystem, hvilket flere fagforbund bakker ham op i.

Dagens Gossip