Dagpengene røg: Hver 10. er kommet i job

Hver 10. af de danskere, der mistede retten til dagpenge i januar, har fundet et job efterfølgende.

Det viser en ny opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Jyllands-Posten.

Opgørelsen viser også, at godt 40 procent har taget imod tilbuddet om at komme på en særlig uddannelsesydelse - svarende til kontanthjælp - i op til seks måneder.

Det var den midlertidige ordning, som Enhedslisten og regeringen blev enige om i forbindelse med finansloven for 2013.

- Det positive er, at der trods alt er 10 procent, der har kunnet finde et job i aller aller sidste øjeblik, og at man har kunnet drage nytte af den uddannelsesordning på kontanthjælp, som regeringen har etableret som en midlertidig ordning, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Jyllands-Posten.

Opgørelsen viser også, at 10 procent er overgået til almindelig kontanthjælp, og knap syv procent er startet på en uddannelse og er kommet på SU.

Men 20 procent - eller hver femte af de udfaldne dagpengemodtagere - står ikke registreret til at have modtaget hverken løn eller offentlig ydelse.

Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen har svært ved at konkludere, om de 10 procent, som er kommet i arbejde, er et højt eller et lavt tal.

- Men at hver 10. af de personer, som er faldet ud i den første måned, har fundet et job, er udtryk for, at der er en vis incitamentsstruktur indbygget i forkortelsen af dagpengeperioden, siger han til Jyllands-Posten.

Opgørelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen omfatter de 5068 dagpengemodtagere, der faldt ud af dagpengesystemet i januar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV