Dagpengereform virker: Ledige lader sig presse i job

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Når ledige stilles foran truslen om at gå markant ned i indtægt, lykkes det for nogle af dem at finde arbejde.

Siden reformen af dagpengene begyndte, er andelen, som finder job lige før udløb af dagpenge, fordoblet.

Det er kort fortalt konklusionen i en ny analyse udarbejdet af tænketanken Kraka, skriver Ugebrevet A4.

Som følge af reformen kan ledige nu højst gå på dagpenge i to år, mens de tidligere kunne få dagpenge i fire år. På den baggrund har Kraka analyseret, hvad ledige gør lige før, de nu rammer toårsgrænsen for dagpenge.

Her viser tallene, at i de sidste tre måneder, før dagpengene slipper op, finder en forholdsvis stor andel af arbejdsløse arbejde, går over på SU eller forlader på anden måde systemet med dagpenge.

Cirka 25 procent af de arbejdsløse forlader nu systemet, inden de mister dagpengene. Før reformen af dagpenge var andelen omkring halv så stor- 12 procent, viser Krakas analyse.

Forskningschef fra Kraka, Kristian Thor Jakobsen, slår fast, at det virker at stille ledige foran en lavere sats, og han opfordrer politikerne til at komme op af skyttegravene i slagsmålet om dagpengene.

- Når ledige står med udsigten til en væsentligt lavere indkomst, begynder de at se sig mere om i landskabet efter job. Det vil sige, at de søger flere stillinger, går på kompromis med deres jobønsker eller finder et job længere væk, siger Kristian Thor Jakobsen til Ugebrevet A4.

/ritzau/