Årsagen til danskernes manglende lyst til at arbejde på slagteriet er ikke lav løn. Danish Crown betegner selv jobbet som slagteriarbejder som verdens højst betalte ufaglærte arbejde.
»Gennemsnitligt tjener de ansatte på slagteriet 185 kroner, men de kan nå op på næsten 200 kroner i timen,« fortæller fabrikschef Per Laursen.
Gennem de seneste fem til seks år har Danish Crown hvert forår hentet ferieafløsere til Horsens via polske jobcentre. Trods jobopslag og kontakt til fagforeningen kunne Per Laursen ikke finde danskere, der ville tage jobbet.
»Danskerne anser os ikke for at være den mest attraktive arbejdsplads,« siger han.
Først da truslen om at miste dagpengene blev reel på grund af halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år, og Danish Crown gik i tæt samarbejde med jobcentret om at tage de ledige ved hånden, lykkedes det at rekruttere egnede og motiverede danskere.
»Forkortelsen af dagpengeperioden til to år sætter voldsomt fokus på nogle lediges situation, hvor de for alvor kan se skriften på væggen. Der er ingen tvivl om, at vi i dag har ansøgere, som tidligere ikke kunne drømme om at arbejde på et slagteri,« siger chefen for jobcentret i Horsens Kommune, Kurt Nygaard.
Hans vurdering bakkes op blandt 38 jobchefer, som Berlingske har været i kontakt med. Her siger flertallet, at ledige i dag søger bredere geografisk og uden for deres egen branche.
Arbejdsmarkedsordfører for de Radikale Nadeem Farooq siger:
»Det viser, at der er gode muligheder for de ledige for at komme i job, hvis vi indretter beskæftigelsesindsatsen rigtigt. Vi politikere må erkende, at der har været alt for meget spild i vores beskæftigelsesindsats, og det har regeringen nedsat et udvalg til at se på,« siger han.