Dags dato: Se hvad der er sket den 20. august tidligere i historien

20. august er dag 232 i året i den gregorianske kalender (dag 233 i skudår). Der er 133 dage tilbage af året.

Bernhards dag. Mindedag for Bernhard af Clairvaux – grundlæggeren af Cistercienserordenen, som døde år 1153. Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.

BEGIVENHEDER

1559 - I Vor Frue Kirke i København krones Frederik 2. til dansk konge. Den gamle konge, Christian 3., var død i januar samme år. Kroningsfesten varer en uge.

1619 - De første afrikanske slaver kommer til Amerika, da et hollandsk skib med 20 sorte fanger i lasten lægger til i Jamestown i Virginia.

1741 - Den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering, som arbejder for russerne, bliver den første europæer, der ser Alaska. Beringshavet bliver siden opkaldt efter ham.

1882 - Tjajkovskijs 1812-ouverture uropføres i Moskva.

1915 - Italien erklærer Tyrkiet krig under 1. verdenskrig.

1940 - Lev Trotskij angribes med en ishakke i Mexico City. Han dør af sårene den følgende dag.

1941 - Folketinget forbyder ved lov Danmarks Kommunistiske Parti. Efter besættelsen bliver dette forbud et stærkt debatteret emne og betragtes i dag som en af de største danske skandaler begået af Folketinget under de fem besættelsesår.

1960 - Senegal løsriver sig fra Mali-konføderationen og erklærer sig selvstændigt.

1968 - Sovjetunionen invaderer Tjekkoslovakiet med støtte fra Polen, Østtyskland, Bulgarien og Ungarn for at gøre en ende på »Foråret i Prag«.

1969 - De fire medlemmer af The Beatles indspiller for sidste gang som samlet gruppe i forbindelse med færdiggørelsen af albummet Abbey Road.

1974 - Peder Pedersen fra Gentofte vinder guld i sprint ved VM i banecykling i Montreal i Canada.

1977 - Voyager 2 rumsonden opsendes.

1980 - 301 passagerer indebrænder i et Lockheed Tristar fly fra Saudi-Arabien efter en nødlanding i Riyadh. Det er verdenshistoriens til da næst-alvorligste ulykke med et enkelt fly.

1982 - Ålborg Kommunes forhenværende borgmester Marius Andersen idømmes 6 måneders ubetinget fængsel i en større bestikkelsesskandale, hvor han havde modtaget gaver for 60.000 kr. fra erhvervsfolk.

1988 - Efter 8 års blodig krig mellem Iran og Irak indgår de to lande våbenhvile, formidlet af FN.

1988 - Den bulgarske atletikkvinde Jordanka Donkova sætter i Stara Zagora, Bulgarien, ny verdensrekord i 100 meter hækkeløb med tiden 12,21 sekunder. Det er en forbedring på 4/100 sekund.

1989 - Den marokkanske løber Said Aouita sætter i Köln, Vesttyskland, ny verdensrekord på 3000-meter-løb med tiden 7.29,45 minutter. Det er en forbedring af kenyaneren Henry Ronos 11 år gamle rekord på 7.32,10 minutter.

1989 - 55 omkommer, da en såkaldt festbåd, Marchioness, bliver påsejlet af en pram på Themsen midt i London. 83 overlever kollisionen, der er en af de alvorligste nogensinde på Themsen.

1989 - Ved EM i svømning i Bonn, Vesttyskland, vinder Mette Jacobsen bronze i 200 meter butterfly i nordisk rekordtid 2.12,34 minutter.

1991 - Estlands parlament erklærer landets uafhængighed af Sovjetunionen.

1993 - Englænderen Colin Jackson sætter i Stuttgart, Tyskland, ny verdensrekord i 110 meter hækkeløb med tiden 12,91 sekunder.

1995 - Over 250 bliver dræbt, da to indiske tog kolliderer 200 km nord for den indiske hovedstad New Delhi. Ulykken er den hidtil værste togulykke i Indiens historie.

1996 - I Danmark måles årets varmeste dag med 32 graders varme.

1997 - Danmarks fodboldlandshold taber overraskende 3-0 til Bosnien i en VM-kvalifikationskamp i Sarajevo.

1998 - USA bomber med missiler mål i både Afghanistan og Sudan. Angrebene er rettet mod formodede terroristlejre i de to lande og er en hævnaktion for angrebene 14 dage før mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.

2008 - Den jamaicanske atlet Usain Bolt sætter i Beijing, Kina, ny verdensrekord i 200-meter-løb med tiden 19,30 sekunder. Det er en forbedring på 2/100 sekund.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip