Dallas-politi skyder mistænkt bag angreb mod politistation

Skrevet af admin

13/06/2015

Dagens topnyheder

En af politiets skytter har skudt og dræbt den mistænkte bag angrebet mod politihovedkvarteret i Dallas, Texas, som natten til lørdag lokal tid blev angrebet med skud og hjemmelavede bomber, der var placeret uden for politistationen.

Politifolk kom i skudkamp mod den mistænkte mand, der havde parkeret sin bil ved en fastfood-restaurant lidt uden for Dallas.

Først var det ikke umiddelbart klart, om manden var død, eller om han havde overlevet.

Da der hverken havde været skud eller anden aktivitet fra bilen i et stykke tid, sendte politiet en af sine robotter hen til bilen for at undersøge, om han stadig var i live, siger politichefen i Dallas, David Brown.

- Vi kan nu bekræfte, at den mistænkte i varevognen er død, men vi er ikke i stand til at bekræfte identiteten, men venter på en lægeundersøgelse, skriver politiet i Dallas på Twitter.

Tidligere var der meldinger fremme om, at der kunne være helt op mod fire personer involveret i angrebet, hvor der blev skudt mod politiet fra en pansret varevogn.

Men politichef David Brown siger, at der kun er en enkelt mistænkt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Amerikanske medier meddeler, at der fandt en skudveksling sted mellem politiet og den mistænkte ved en fastfoodrestaurant i byen Hutchins knap 20 kilometer fra politihovedkvarteret i Dallas.

David Brown siger ifølge Reuters, at motivet bag lørdagens angreb er uklart, men at der i de forgangne måneder har været flere angreb mod politi andre steder i landet.

En rørbombe, der var placeret uden for politihovedkvarteret, eksploderede, da en af politiets bomberobotter forsøgte at flytte den.

Der er efter alt at dømme ikke tale om en terrorhandling, understreger politichefen ifølge AFP.

/ritzau/