Danfoss putter 2,3 milliarder i tysk solenergiselskab

Industrigiganten Danfoss med hovedkvarter i Nordborg på Als køber 20 procent i det tyske solenergikoncernen SMA Technology AG for knap 2,3 milliarder kroner. Samtidig indgår man et tæt strategisk partnerskab med tyskerne, der skal give øget konkurrenceevne.

Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse. Danfoss køber aktierne af blandt andre SMA's grundlæggere samt fonde.

- En ejerandel på 20 procent af SMA er et stærkt signal om, at vi fortsat ønsker at bidrage til udvikling af solområdet. Danfoss får stor gavn af skalafordelene og vækstraterne i solbranchen, siger topchef i Danfoss Niels B. Christiansen i en skriftlig kommentar.

- Med det tætte samarbejde mellem Danfoss og SMA, der har en unik position på markedet for solar invertere, skaber vi sammen en af verdens største converter alliancer og opnår samtidig en global tilstedeværelse, siger Niels B. Christiansen.

Topchefen hos SMA Pierre-Pascal Urbon understreger, at kampen om markedsandele har været hård på grund af mange spillere på markedet.

- Dette marked har nemlig gennem lang tid været kendetegnet ved intens konkurrence.

- Som følge heraf har det været Danfoss’ strategi løbende at bringe omkostningerne ned. Ved at etablere et tæt partnerskab er der et betydeligt potentiale for yderligere forbedringer hos begge selskaber, siger Pierre-Pascal Urbon i en skriftlig kommentar.

Den nye aftale er betinget af myndighedernes godkendelse, og en endelig afslutning af handlen ventes på plads i løbet af tredje kvartal af 2014.

SMA Technology AG omsatte i 2013 for omkring 7,5 milliarder danske kroner. Koncernen har flere end 5000 medarbejdere på verdensplan.

Danfoss beskæftiger over 22.500 medarbejdere globalt og omsatte i det seneste regnskabsår for 34 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV