Daniel Agger: Laudrup var bedre end Zlatan

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Michael Laudrup eller Zlatan Ibrahimovic.

Landsholdsanfører Daniel Agger peger på Laudrup, da han før de to EM-playoffkampe mod Sverige bliver spurgt, om Zlatan Ibrahimovic er den bedste skandinaviske spiller i fodboldhistorien.

- Han har noget konkurrence.

- Jeg tror, at jeg taler for hele holdet, når jeg siger, at vi beundrer Zlatan meget for alle hans meritter, og alle de klubber han har været i.

- Det kan man ikke andet end tage hatten af for, og det gør vi også, siger Daniel Agger.

- Men jeg synes, at vi har et par danskere, der kan give ham konkurrence.

- Vi har Laudrup, som er oppe i den klasse. For mig er han den bedste spiller gennem tiderne, siger landsholdsanføreren og tilføjer:

- Men Sverige er ikke bare Zlatan. Sverige er lidt ligesom det danske hold. Det er et team, der skal bære det igennem. Sådan har det været for det danske landshold i mange år.

Danskerne har slået Sverige de seneste fire gange, de to lande har stået over for hinanden. Svenskerne og Zlatan Ibrahimovic har slet ikke formået at score.

Daniel Agger vurderer dog, at der bliver hård kamp om EM-pladsen.

- Fodboldhold kan præstere godt én uge og lave noget skidt den næste uge, og det er jo ikke, fordi det er blevet et dårligere fodboldhold.

- Der er så mange små ting, som spiller ind i fodbold på de få dage, vi skal møde dem. Man skal være der på dagen, siger Agger.

- Vi har forsvaret os som hold og gjort en ære ud af at forsvare ordentligt og rigtig godt. Det har været på plads de seneste gange mod Sverige og generelt, og det er en af de ting, der skal fungere.

- Især i sådan nogle knald-eller-fald-kampe gælder det om at kunne holde nullet, forklarer Agger.

Det første opgør mod Sverige spilles i Stockholm på lørdag, mens der er returopgør den 17. november i København.

/ritzau/