Daniel Agger om sen sejr: Det betyder så meget

Skrevet af admin

02/11/2014

Mest læste i dag

Det var ikke bare tre point, Brøndby satte ind på kontoen, da holdet søndag vandt 1-0 hjemme over Randers FC i Superligaen.

Teemu Pukkis sene scoring betød også, at Brøndby tog point fra en direkte konkurrent i kampen om at skygge suveræne FC Midtjylland i toppen.

- Det betyder så meget at få de tre point i stedet for et point. Det rykker lidt mere, siger Brøndby-profilen Daniel Agger.

Med sejren har Brøndby 21 point for 13 kampe og ligger nummer tre i Superligaen. Randers FC har samme pointantal på fjerdepladsen.

Øverst i tabellen troner FC Midtjylland med 31 point, mens FC København er nærmeste forfølger med 22 point.

Det var tæt på, at Brøndby måtte nøjes med det ene point mod Randers FC, der forsvarede sig fremragende med en snorlige 4-4-2-formation.

- Det var hårdt. Jeg synes, vi løb meget. Men det var vigtigt for os at holde nullet, siger Daniel Agger.

Resultatet betyder, at Brøndby for tredje kamp i træk holdt modstanderne fra at score i Superligaen.

- Jeg synes, vi har en god base. Vi arbejder godt for hinanden. Der er stadig ting, vi kan gøre bedre. Men jeg synes, vi forbedrer os hver gang og tager et skridt i den rigtige retning.

- Vi skabte ikke nok chancer i dag. Men det viser endnu en gang, at når man kan holde nullet, så skal der kun én chance til, siger Daniel Agger.

Brøndby skal om en uge møde Hobro på udebane i den sidste kamp inden en pause på grund af A-landsholdets kommende kampe mod Serbien og Rumænien.

/ritzau/