Daniel Agger: Vi har gode oplevelser mod Sverige

Skrevet af admin

18/10/2015

Dagens topnyheder

Danmark møder i november Sverige i to altafgørende playoff-kampe om en af de sidste billetter til næste års EM-slutrunde i fodbold. Det bliver ifølge landsholdsanfører Daniel Agger en sjov oplevelse.

- Det bliver selvfølgelig sjovt at møde Sverige, og vi har haft nogle gode oplevelser mod dem i de seneste opgør. Det bliver dog svært, og vi skal være klar, siger Daniel Agger.

Han mener, at det var blevet en svær opgave uanset hvilket hold, Danmark havde trukket i lodtrækningen tidligere søndag, hvor Danmark også kunne være blevet parret med Bosnien, Ungarn eller Ukraine.

- Vi vidste på forhånd, at det var nogle svære modstandere, vi kunne trække, og de er alle sammen meget lige. Vi vil bare gerne til EM, og så er det ligegyldigt, om det er Sverige eller et andet hold, vi skal slå, siger han.

Aggers holdkammerat på både landshold og i Brøndby, Riza Durmisi, har fået noget af et gennembrud på landsholdet på det seneste, og han glæder sig til kampene mod Sverige, hvor der er rigtig meget på spil.

- Det bliver utroligt spændende, og vi skal vise, at vi er bedst over to kampe, hvis vi skal gøre os forhåbninger om et EM. Vi skal være klar, men det handler om, hvem der er bedst på dagen, siger Durmisi.

Især kulissen omkring de to arvefjendeopgør mod svenskerne er noget, Durmisi ser frem til, og så giver han også et bud på, hvordan man får lukket ned for Zlatan Ibrahimovic.

- Jeg ser utrolig meget frem til at møde Sverige i en fyldt Parken. Det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg vil utrolig gerne være med til at spille Danmark med til et EM.

- Zlatan Ibrahimovic er en af verdens bedste angribere, og det kommer til at handle om, at vi som hold skal lukke ham ned. Ligesom vi havde held til at lukke Cristiano Ronaldo ned, da vi mødte Portugal, siger Riza Durmisi.

Danmark lægger ud med at møde Sverige på udebane lørdag den 14. november, og tre dage senere er der returopgør i København.

/ritzau/