Daniel Wass scorer i vild Celta-remis

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

Daniel Wass og Celta Vigo var på vej mod en sikker sejr hjemme mod oprykkerne fra Las Palmas, men en stærk slutspurt sikrede oprykkerne det ene point i kampen, som endte 3-3.

Det startede ellers perfekt for Celta, da gæsternes kampstrategi gik fløjten allerede efter 11 minutter.

Las Palmas' målmand Javi Varas blev præsenteret for det røde kort, efter han trak nødbremsen på Iago Aspas i feltet. På det efterfølgende straffespark sparkede Fabián Orellana bolden i kassen for Celta.

Kun fem minutter senere var det så blevet Daniel Wass' tur til at blive tiljublet af hjemmepublikum, da han sparkede bolden i nettet til stillingen 2-0, efter han i to omgange fulgte op på en løs bold i det lille felt.

Kort efter reducerede Sergio Ezequiel Araujo for Las Palmas, men kort inde i anden halvleg øgede Celtas største stjerne Nolito til stillingen 3-1.

Så lignede det egentlig en sikker sejr for hjemmeholdet, som også nød godt af at være en mand i overtal, men på kun et kvarter var kampen endnu engang vendt på hovedet.

Først lavede Pablo Hernandez selvmål for Celta, inden David Simon kort efter kunne sende udligningen i kassen for Las Palmas.

Det uafgjorte resultat betyder, at Celta har syv point efter tre kampe i den bedste spanske fodboldrække. Las Palmas har to point.

/ritzau/