Daniel Wass scorer på frispark i Celta Vigos pokalsejr

Skrevet af admin

17/12/2015

Mest læste i dag

Landsholdsspilleren Daniel Wass kom på scoringstavlen mod Almeria, da Celta Vigo torsdag aften sikrede sig avancement til 1/8-finalerne i Copa del Rey, den spanske pokalturnering.

Fire minutter inden pausen hamrede danskeren fra en position ti meter uden for feltet et frispark i mål til 1-0. Det var en regulær perle fra danskeren, der ellers har holdt lidt igen med frisparksmål efter sommerskiftet fra Evian til Celta Vigo.

Fuldtræfferen skulle også vise sig at blive kampens eneste. Med 1-0-sejren er Celta Vigo videre med samlet 4-1.

Danskeren fik ikke lov til at spille kampen til ende. Efter 51 minutter blev han skiftet ud.

Ud over Celta Vigo var også Atlético Madrid i aktion torsdag aften. Storklubben sikrede sig ligeledes avancement via en 1-0-sejr over Reus Deportiu. Den første kamp mellem de to hold var endt med en Atletico Madrid-sejr på 2-1.

/ritzau/