Danish Crown trodser russisk krise med robust regnskab

Skrevet af admin

19/11/2014

Dagens topnyheder

Trods krisen i Rusland leverer Danish Crown et årsregnskab, der er på niveau med sidste år. Resultatet af den primære drift lander således på 1,995 milliarder kroner, og det er marginalt under sidste års resultat, der lød på 2,018 milliarder kroner, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Indtjeningen i den danske del af slagteri-aktiviteterne er dog fortsat utilfredsstillende, og det er koncernens internationale struktur, der sikrer resultatet, oplyser selskabet.

- Til trods for de store udfordringer, som Ruslands lukning for først svinekød og senere stort set alle europæiske fødevarer har givet Danish Crown, har vi evnet at fastholde indtjeningen i koncernen.

- Samtidig er det lykkedes at holde omkostningerne under kontrol, så derfor synes jeg, vi bør være tilfredse med resultatet, siger bestyrelsesformanden i Danish Crown, Erik Bredholt, i en skriftlig kommentar.

I forbindelse med regnskabet indstiller Danish Crownes bestyrelse til repræsentantskabet, at selskabets ejere får udbetalt en samlet restbetaling på 1,218 milliarder kroner.

/ritzau/