Dankortet sættes til salg for milliarder

Nets er den næststørste uafhængige kortprocessor i Europa og har en markedsandel på 45 procent i Norden. Det vurderes, at Nets kan blive solgt for mellem otte og 10 milliarder kroner. Bag selskabet står Danske Bank, Nordea og norske DnB Bank. Derudover ejer Danmarks Nationalbank en større post i selskabet. Resten af virksomheden er ejet af en række banker, heriblandt Jyske Bank og Sydbank.

»Ejerne føler, at tiden nu er den rette til at sælge Nets, og der er sat en proces i gang. Der er hyret en rådgiver, og man venter, at salget sker i løbet af efteråret,« siger en kilde, som kender til forløbet, til Børsen.

Peter Lybecker, der er bestyrelsesformand i Nets og direktør i Nordea, oplyser, at han ikke vil gå ind i en diskussion om ejerskabet af Nets.

Ifølge Børsen er rådgivere i København og London i gang med at forberede mulige købere i kulissen. Blandt de mulige købere tæller både teknologivirksomheder og andre betalingskortudbydere, herunder for eksempel Visa eller Mastercard, skriver Børsen.

Dagens Gossip