Danmark åbner med stjernerne mod Tjekkiet

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

De sikre sejre over Makedonien og Østrig ved EM i håndbold er ikke meget værd, hvis Danmark torsdag aften dummer sig i opgøret mod Tjekkiet.

For at undgå det - og for at sikre avancement til mellemrunden med maksimumpoint - sender landstræner Ulrik Wilbek stjernerne i aktion fra start i den sidste af de tre indledende kampe.

Således åbner Danmark opgøret mod Tjekkiet med Nicklas Landin i målet og Mikkel Hansen som venstre back. Kasper Søndergaard som højre back i angrebet, mens Søndergaard lader sig udskifte med Henrik Møllgaard, når der skal forsvares.

Hans Lindberg indleder kampen på højre fløj, og mens vi venter på, at Wilbek - formentlig inden mellemrunden - skifter Anders Eggert ind i EM-truppen, er der naturligt genvalg torsdag til Casper U. Mortensen på venstre fløj.

På stregen er forsvarskongen René Toft Hansen foretrukket i begge ender, playmaker fra start er Thomas Mogensen.

Assistenttræner Klavs Bruun Jørgensen var fortrøstningsfuld, da han en times tid før kampstart leverede den danske startopstilling. Tjekkiet har ikke imponeret indtil nu ved EM og assistenttræneren virker ikke nervøs for, at tjekkerne får første EM-sejr mod Danmark.

- Jeg er fortrøstningsfuld. Deres to store profiler skal have stor opmærksomhed, siger Jørgensen med henvisning til Filip Jicha og Pavel Horak, der indtil videre har scoret henholdsvis 12 og 13 mål for Tjekkiet.

Kampen fløjtes i gang 20.30.

/ritzau/