Danmark ændrer praksis for serberes asylbehandling

»Der vil på den baggrund som udgangspunkt skulle gives afslag til ansøgninger fra serbiske statsborgere om humanitær opholdstilladelse begrundet i en meget alvorlig psykisk sygdom med henvisning til, at der er behandling tilgængelig i hjemlandet,« oplyser Morten Bødskov i et notat til Folketingets integrationsudvalg.

Justitsministeriet har forinden undersøgt behandlingsmulighederne i Serbien. Og undersøgelsen viser ifølge Information, at behandlingen af psykisk syge i Serbien ikke er på højde med behandlingen i Danmark, men at der er »relevant tilgængelig behandling« af alvorlige psykiske sygdomme.

I årets første måneder steg antallet af asylansøgere fra Serbien til 159 ud af i alt 587 ansøgere i februar for siden at falde til 20 ud af 470 asylansøgere i maj.

Ansøgernes ophold i danske asylcentre trækker i en del sager ud i månedsvis, selv om det tager få dage at behandle - og afvise - serbiske asylansøgninger som såkaldt »åbenbart grundløse«. Det er tilfældet, da mange efterfølgende søger om humanitær opholdstilladelse, hvilket i hvert sag kræver undersøgelser af behandlingsmulighederne i hjemlandet.

Det vil justitsministeren nu sætte en stopper for ved i langt de fleste sager at sløjfe dette sagsbehandlingstrin.

Ifølge Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), giver det ikke mening, at man sidder længe i det danske asylsystem, hvis der ikke er grundlag for ophold i Danmark.

»Det er fornuftigt at stræbe efter, at behandlingen går så hurtigt som muligt, samtidig med at man sikrer kvalitet i sagsbehandlingen. Der er ikke tvivl om, at det danske behandlingssystem er bedre end i Serbien. Men det problem mener jeg ikke, at man hverken kan - eller skal - løse gennem det danske asylsystem,« siger hun til Information.

Justitsministeren har ikke tidligere undersøgt de generelle behandlingsmuligheder i et land og konkluderet, at de er så gode, at der som udgangspunkt ikke kan gives humanitær opholdstilladelse til ansøgerne.

Ifølge formanden for Folketingets integrationsudvalg, Trine Bramsen (S), kan det meget vel ske igen.

»Når der er nogle udfordringer - som der for eksempel har været med de mange serbere, der søger opholdstilladelse på baggrund af de samme præmisser - så er det klart, at det effektiviserer sagsbehandlingen, når man går ind og vurderer, om der generelt er mulighed for få behandling i hjemlandet. Så man kan sagtens forestille sig, at hvis vi oplever en lignende tendens, så vil man gøre det samme,« siger hun til Information.

Ifølge Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen (DF), er den nye praksis »noget som trækker i den rigtige retning«. Han mener imidlertid fortsat, at serberne bør afskæres fra overhovedet at søge om humanitær opholdstilladelse.

Dagens Gossip