Danmark basker igen Frankrig i VM-optakt

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

VM-formen er tilsyneladende ved at indfinde sig hos det danske ishockeylandshold, der søndag besejrede Frankrig 2-1 i en testkamp i Paris.

Der var blot spillet et par minutter, da Mathias From bragte Danmark foran i en første periode, der i det hele taget blev den mest publikumsvenlige og målrig.

Danskerne øgede nemlig føringen med et enkelt minut tilbage af perioden, da Sønderjyskes Thomas Spelling scorede til 2-0.

Anden periode blev helt uden scoringer, og efter otte minutters spil af tredje periode fik Frankrig lov til at pynte på resultatet med en reducering til 1-2 ved Loic Lamperier.

Fredag aften vandt Danmark 5-2 i det tilsvarende opgør.

Frankrig sluttede som nummer 12 ved det seneste VM, hvor Danmark endte på en 14.-plads.

VM i ishockey spilles fra den 29. april til midten af maj i Moskva.

/ritzau/