Danmark beholder sine 13 pladser i EU-parlamentet

Selv om der bliver færre stole og helt sikkert bliver byttet rundt på nogle af de danske navneskilte ved næste valg til Europaparlamentet, tyder meget på, at antallet af danske pladser vil være det samme.

I hvert fald hvis parlamentets egen fordelingsnøgle bliver godkendt af de 27, snart 28 medlemslande.

Parlamentets forfatningsudvalg har tirsdag stemt om deres foretrukne model for landefordelingen af de 751 pladser, der skal være efter parlamentsvalget i juni 2014, hvor også Kroatien skal have plads i salen.

Og der er lagt op til, at Danmark bevarer sine 13 pladser. Mens Tyskland står til at miste tre af sine i øjeblikket 99 medlemmer, og 12 medlemslande må afgive hver én plads. Ingen lande står til at få flere pladser.

Omfordelingen bliver nødvendig i en kombination af, at det i forbindelse med den seneste revision af EU's traktater blev besluttet, at der efter valget højst må være 751 medlemmer i parlamentet. Og at Kroatien bliver optaget i EU til sommer.

I øjeblikket er der 754 parlamentsmedlemmer. Og når Kroatien kommer med til juli, vokser antallet midlertidigt til 766. Altså skal der skæres 15 medlemmer i forbindelse med valget.

Parlamentets forfatningsudvalg kalder selv sin fordeling "en pragmatisk løsning" og siger i en pressemeddelelse, at den undgår "en traumatisk omfordeling af pladserne med store tab for små og mellemstore medlemslande samt store gevinster for de store".

Det betyder, at man holder fast i princippet om, at jo større et EU-land er, jo flere borgere skal hver parlamentariker repræsentere i EU-Parlamentet.

Ifølge parlamentets forslag skal Rumænien, Grækenland, Belgien, Portugal, Tjekkiet, Ungarn, Østrig, Bulgarien, Irland, Kroatien, Litauen og Letland hver afgive en plads.

Parlamentet er dog ikke ene om at bestemme. Medlemslandene skal nu selv give deres besyv med på et topmøde.

/ritzau/

 

Dagens Gossip