Danmark bistår Norge i Scandinavian Star-efterforskning

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

Danske myndigheder er parat til at yde konkret bistand til Norge i forbindelse med en ny efterforskning af færgekatastrofen, hvor 158 mennesker i 1990 omkom i en brand på Scandinavian Star.

Det oplyser rigsadvokat Ole Hasselgaard onsdag i en pressemeddelelse.

Oplysningen kommer, efter at han har fået en henvendelse fra sin norske kollega, der i sommer besluttede at iværksætte ny efterforskning af den snart 25 år gamle færgebrand.

Den danske rigsadvokat fastslår samtidig, at sagen ikke bliver genoptaget af dansk politi og anklagemyndighed.

- Vi genåbner ikke straffesagen om Scandinavian Star her i Danmark, slår han fast i pressemeddelelsen.

- Men jeg anerkender fuldt ud de stærke følelser, der fortsat kan være knyttet til denne frygtelige tragedie, der stadig trækker dybe spor så mange år efter. Derfor vil vi naturligvis yde bistand til de norske myndigheder, i det omfang der bliver behov for det.

Danmark har indtil videre ikke fået anmodning om konkret bistand fra de norske myndigheder.

Men rigsadvokat Ole Hasselgaard har bedt Københavns Politi om at besvare eventuelle spørgsmål fra Oslo Politi, der også vil kunne få bistand til at foretage efterforskningsskridt i Danmark, hvis der bliver behov for det.

Efter branden nåede de norske myndigheder frem til, at branden var påsat, og at den mest sandsynlige brandstifter var en dansk passager, der selv omkom ved branden.

Der blev derfor ikke rejst straffesag mod nogen personer for brandstiftelse i anledning af branden på Scandinavian Star.

Den danske efterforskning førte til, at kaptajnen, skibets reder og direktøren i rederiet blev straffet af Højesteret med seks måneders hæfte for overtrædelse af den daværende lov om skibes sikkerhed.

/ritzau/