Danmark bliver igen kåret til verdens lykkeligste land

Ligesom sidste år, hvor rapporten udkom for første gang, løber Danmark i år med titlen som den lykkeligste nation efterfulgt af Norge, Schweiz, Holland og Sverige blandt 156 lande. Samtidig er befolkningen i de afrikanske lande Rwanda, Burundi, Benin og Togo mindst tilfredse med deres liv.

Af store nationer kommer USA ind som nummer 17, Storbritannien 22, Tyskland 26, Rusland 68 og Kina 93.

»Mens verden generelt er blevet et lidt gladere og mere generøst sted over de seneste fem år, har økonomiske og politiske omvæltninger resulteret i et stærkt reduceret niveau af velvære for visse nationer,« står der i rapporten ifølge CNN.

Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er rykket langt ned på listen som følge af krisen i euroområdet, mens politisk uro har gjort, at Egypten, Myanmar og Saudi-Arabien har taget samme dyk nedad.

»Folk kan være ulykkelige af mange grunde: Fattigdom, arbejdsløshed, opløsning af familien og fysisk sygdom. Men i alle slags samfund gælder det, at kronisk psykisk sygdom er en væsentlig årsag til elendighed,« konkluderer rapporten.

Mange af os trækker lidt på smilebåndet, når vi hører, at Danmark igen bliver kåret som verdens lykkeligste land. For vi ved godt, at Danmark ikke stod forrest i køen, da der blev uddelt solskinstimer i denne verden. Og vi ved godt, at vi har et højt forbrug af antidepressiv medicin. Så hvad er årsagen til? Det forklarer en rapport, som Institut for Lykkeforskning og Danica Pension præsenterede i sidste uge.

Rapporten »Der er et lykkeligt land« peger blandt andet på tillid, tryghed og frihed som nogle af de væsentligste årsager til, at Danmark klarer sig godt i de internationale lykkemålinger.

»Der er særligt én ting, som udenlandske turister forbløffes over, når de besøger Danmark. At de danske forældre trygt efterlader deres børn udenfor i barnevogne. Mens mor og far nyder en kop kaffe indenfor, får lille Max lov til at sove uden for caféen i barnevognen. Det er et vidnesbyrd om den tillid, der eksisterer i det danske samfund. Tre ud af fire danskere mener, at man kan stole på de fleste mennesker. Det er verdensrekord. På globalt plan mener kun én ud af fire personer, at man kan stole på de fleste andre mennesker. Vi stoler på hinanden. Ikke bare på vores familie og venner, men også på manden på gaden, på de folk, vi ikke kender, og det er med til at gøre livet lettere og lykkeligere,« står der i den danske rapport.

Samtidig konkluderer den, at den danske model er god til at sikre velfærd til borgerne. Her kan vi blive behandlet på sygehuset, når vi blive syge, modtage økonomisk hjælp, når vi mister vores arbejde, og blive hjulpet, når vi bliver gamle.

Dagens Gossip