Danmark bringer OL-svømmehold op på 13

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

I forvejen var Jeanette Ottesen, Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis og Viktor Bromer udtaget til sommerens OL i Rio.

Der kan nu føjes yderligere otte navne til den liste, så dansk svømning er oppe på i alt 13 olympiske deltagere. Det er tre svømmere mere end for fire år siden i London.

Det drejer sig om Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner, Pál Joensen, Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl og Magnus Westerman samt Pernille Blume.

Anton Ørskov Ipsen og Mads Glæsner klarede OL-kravet på 400 meter fri, mens færøske Pál Joensen, der under OL stiller op for Danmark, kom under kravtiden på 1500 meter fri.

Desuden blev der sat navn på de fire, som skal besætte herrernes 4x200 meter fri.

Sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach ser frem til at følge de otte svømmere frem mod og under OL.

- For denne gruppe svømmere er forventningen, at de lykkes med at levere præstationer på et højere niveau, end det de er kvalificeret på.

- Det er det, som er i fokus på nuværende tidspunkt - at kunne realisere det potentiale disse svømmere har i olympisk sammenhæng.

- Lykkes det, er jeg ret sikker på, at vi i denne gruppe af svømmere også vil se nogle interessante sportslige markeringer i Rio, siger sportschefen i en pressemeddelelse.

Også den danske OL-chef de mission, Morten Rodtwitt, glæder sig til at følge danskerne under konkurrencerne i det olympiske bassin.

- Med de otte, vi udtager i dag, er vi i alt oppe på 13 danske svømmere ved dette OL. Det er imponerende i en sportsgren, hvor vi ved, at den internationale konkurrence er benhård.

- Det er en god blanding af debutanter og rutinerede folk, som bliver interessante at følge - ikke mindst holdkapperne, som altid er et spektakulært tilløbsstykke, siger Rodtwitt.

/ritzau/