Danmark bruger flest penge på uddannelse

»Uddannelse er det bedste svar på, hvordan vi også på sigt kan skabe vækst og fremdrift. OECDs publikation viser, at regeringen satser rigtigt, når vi vil have den bedst uddannede generation nogensinde. Derfor investerer vi massivt og kompromisløst for at nå det mål,« siger Morten Østergaard.

»Vi har behov for nyuddannede, der umiddelbart kan omsætte deres viden i en virksomhed og opfylde arbejdsmarkedets behov for eksempelvis en stærk kernefaglighed, tværfagligt samarbejde og omstillingsparathed. Og vi har behov for innovative unge, der har idéer og virkelyst, der kan omsættes til nye løsninger og arbejdspladser, der kan hjælpe os ud af den aktuelle økonomiske krise,« tilføjer ministeren.

I 2010 brugte Danmark således 8,8 procent af BNP på uddannelse, hvilket er klart det højeste blandt OECD-landene, hvor gennemsnittet i samme år lå på 5,8 procent af BNP. På de videregående uddannelser blev Danmark kun overgået af Norge og investerede i 2010 2,4 procent af BNP mod et OECD-gennemsnit på 1,4 procent.

Ikke desto mindre er de danske unge bagud i forhold til andre lande, når det gælder om, hvor stor en del af arbejdsstyrken, der rent faktisk har taget en videregående uddannelse, viser rapporten. En udvikling, der ifølge ministen kan være på vej til at vende, da en stadigt større andel af de danske unge går i gang med en videregående uddannelse samtidig med, at flere også gennemfører studiet.

Dagens Gossip