Danmark brugte rekordmange penge på nødhjælp i 2014

Skrevet af admin

02/01/2015

Dagens topnyheder

Regningen for dansk humanitær nødhjælp var sidste år højere end nogensinde før.

Aldrig har Danmark brugt så mange penge på at hjælpe mennesker i nød på grund af internationale kriser og konflikter rundt om i verden som i 2014, skriver Berlingske.

- 2014 har i sandhed været et rædselsår, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til avisen og konstaterer, at det er det dyreste år nogensinde, når det gælder Udenrigsministeriets udgifter til humanitært nødhjælpsarbejde.

I alt knap 2,3 milliarder kroner er blevet sendt som hjælp. Det er en lille milliard mere end i 2010, og siden er nødhjælpsudgifterne steget år for år.

- Vores kapacitet er under massivt pres, og jeg ved ikke, om vi skal kalde det verdens værste år, men for mig at se med humanitære briller er det det værste år i meget lang tid, siger Mogens Jensen til Berlingske.

I Dansk Røde Kors deler generalsekretær Anders Ladekarl beskrivelsen af 2014 som et rædselsår.

- Der er virkelig blevet trukket hårdt på både ressourcer og mandskab, siger han til Berlingske.

Ud over kriser forårsaget af krig er ebolaepidemien et eksempel på, hvad FN, donorlandene og private nødhjælpsorganisationer har ydet hjælp til i løbet af året, hvor verden blev skånet for de værste naturkatastrofer.

Og umiddelbart er der ikke udsigt til, at udgifterne til humanitær nødhjælp bliver lavere i 2015, lyder det fra Mogens Jensen, der peger på, at de aktuelle militære konflikter formentlig ikke erstattes af fred i en nær fremtid.

20 humanitære kriser har præget verden, og FN har klassificeret fire af dem som såkaldte megakriser. Det drejer sig om Syrien, Irak, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.

/ritzau/