Danmark bygger flygtningelejr i Irak

Skrevet af admin

25/08/2014

Dagens topnyheder

Danmark skal sammen med Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien bygge en flygtningelejr i det nordlige Irak, der blandt andet skal huse mennesker på flugt fra den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Det første udstyr sendes af sted gennem Beredskabsstyrelsen natten til tirsdag, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- De humanitære behov i Irak er massive, og vi skal vise vores solidaritet, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Det er FN, der har bedt de fem lande om hjælp til et etablere en lejr, som kan huse mellem 15.000 og 20.000 internt fordrevne.

I lejren skal der blandt andet etableres drikkevandsforsyning, sanitet, mulighed for medicinsk behandling og affaldshåndtering.

Der skal udsendes et hold på otte tekniske eksperter fra Sverige og Danmark, og materiellet stilles til rådighed fra alle fem lande.

De to eksperter kommer fra Beredskabsstyrelsen, der også stiller med materiel i form af vandforsyning og -opbevaring, elforsyning, belysning og lagerkapacitet.

Danmark har i år givet 32 millioner kroner til humanitær hjælp til Irak, og der vil blive givet yderligere 15 millioner kroner til danske nødhjælpsorganisationers arbejde i landet, oplyser ministeren. Pengene går til basal nødhjælp til særligt sårbare grupper.

Ifølge FN's nødhjælpsorganisation OCHA er der omkring 1,45 millioner flygtninge og internt fordrevne i Irak. Mellem 200.000 og 300.000 af dem er inden for de seneste fem uger været nødt til at flygte på grund af Islamisk Stats fremrykning.

På grund af det voksende humanitære behov har FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, også bedt Dansk Flygtningehjælp om hjælp. UNHCR samarbejder tæt med de kurdiske myndigheder og har bedt Dansk Flygtningehjælp om ekspertbistand til at etablere i alt omkring 13 lejre.

/ritzau/