Danmark dårligere end Norge på ny verdensrangliste

Danmark er sejlet hele syv pladser ned af listen fra nummer 20 til nummer 27 den seneste måned. Samtidig er vores nordiske naboer fra Norge rykket frem som nummer 25. Det er første gang i tre år, at Norge er bedre end Danmark. Ved udgangen af 2010 lå Danmark nummer 28 og Norge nummer 12.

Danmark har spillet en enkelt kamp siden sidste verdensrangliste. Det var det katastrofale 0-4 nederlag til Armenien d. 11 juni i Parken - og det har altså nu sat sine tydelige spor i statistikkerne. Derfor er Danmark nu også blevet overhalet af Ghana og Peru på den nye rangliste.

Den netop overståede Confederations Cup har også sat sit aftryk på listen. Således er vinderen fra Brasilien sprunget 13 pladser op til niendepladsen, mens lilleputnationen Tahiti, der bare tabte og tabte til mini-VM, er faldet 16 pladser ned som nummer 154. Uruguay er hoppet fra 19. til 12. pladsen.

Andre højdespringere på listen er Columbia, der nu indtager tredjepladsen, Guinea og Skotland rykker begge 24 pladser frem, mens Senegal går 25 pladser frem til nummer 74.

På negativsiden skal England fremhæves. Den store fodboldnation er faldet seks pladser til en 15. plads, mens Ecuador er det eneste land i top 30, der er faldet flere pladser end Danmark - nemlig otte.

Sverige indtager en skuffende 31. plads, mens Den Centralafrikanske Republik Congo er faldet hele 30 pladser til nummer 89.

Dagens Gossip