Danmark er det mindst korrupte land i verden

Skrevet af admin

03/12/2013

Mest læste i dag

Danmark er et af verdens mindst korrupte lande, når der måles på parametre som misbrug af magt, hemmelige aftaler og bestikkelse i den offentlige sektor.

Det viser det nye indeks fra den uafhængige organisation, Transparency Internationale, der har til formål at bekæmpe korruption i hele verden.

Danmark topper listen sammen med New Zealand med en score på 91 point ud af 100 mulige. Tæt fulgt af Finland, Sverige og Norge på de efterfølgende pladser.

Fra Danmark skal man ifølge indekset ikke langt sydpå i Europa, hvor bestikkelse, magtmisbrug og hemmelige aftaler ser ud til at være mere udbredt.

Polen scorer 60 point på en 38. plads, Spanien 59 point som nummer 40. Grækenland deler pladsen som nummer 80 med Kina, der kun scorer 40 af 100 point.

Mere end to tredjedele af de 177 lande i indekset scorer mindre end 50 point. 100 point opfattes som uden korruption og lande med nul point opfattes som ekstremt korrupte.

Formanden for Transparency International, Huguette Labelle, siger, at korruptionsindeks viser, at alle lande stadig er udsat for truslen om korruption.

- Det er på alle niveauer af offentlige instanser, fra udstedelse af lokale tilladelser til håndhævelse af love og regler.

- Men de bedste lande viser tydeligt, hvordan gennemsigtighed understøtter ansvarlighed og kan bremse korruption, siger Huguette Labelle i en kommentar til undersøgelsen.

Transparency International advarer mod, at korruption i den offentlige sektor fortsat er en af verdens største udfordringer.

Det er især på områder som politiske partier, politi og retsvæsen, og korruption er fortsat vanskelig at efterforske og retsforfølge.

På trods af Danmarks placering i top med en score på 91 point, er der plads til forbedringer, påpeger formanden for Transparency International i Danmark, Knut Gotfredsen.

- Det er vigtigt at se i øjnene, at der både er muligheder og behov for forbedringer, specifikt fordi vi ikke ligger særlig godt på delområder som især privat partistøtte, offentlighedslov og whistleblower-beskyttelse, siger Knut Gotfredsen.

Ikke overraskende ligger lande som Somalia, Afghanistan og Nordkorea helt i bunden med en score på kun otte point.

/ritzau/