Danmark er Europas bedste sted at drive forretning

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Danmark er det land i Europa, hvor vilkårene for at drive forretning er bedst, viser en ny rapport med titlen "Doing Business" fra Verdensbanken.

Samlet set ligger Danmark på en fjerdeplads i verden efter Singapore, New Zealand og Hongkong, hvilket er én plads bedre end sidste år.

- Danmark har gjort det lettere at starte en virksomhed op ved at reducere minimumkravet til opstartskapital, står der blandt andet i rapporten.

Regeringen har med en lov om iværksætterselskaber mindsket kapitalkravet til anpartsselskaber fra 80.000 kroner til 50.000 kroner. Loven trådte i kraft 1. januar.

Ifølge Verdensbankens cheføkonom, Kaushik Basu, tegner der sig et mønster blandt de lande, der generelt klarer sig bedst.

- Et markant antal af landene i top-30 har tradition for, at staten spiller en stor rolle i økonomien, siger han.

- De lande, der klarer sig bedst, er derfor ikke dem, hvor der ikke er nogen statslig regulering, men de, hvor regeringen har formået at skabe regler, der fremmer handel uden nødvendigvis at hindre udviklingen af den private sektor, uddyber Basu.

Verdensbanken har målt på en lang række forhold blandt andet: Hvor nemt er det at starte virksomhed, hvordan håndteres byggetilladelser, adgangen til elektricitet, registrering af ejendomme, kredit, skatteopkrævning og handelsrestriktioner.

Store lande som Kina, Brasilien og Indien ligger langt nede på listen efter lande som Grækenland og Rusland, og Verdensbankens metode har tidligere ført til kritik fra blandt andet Kina.

Norge, Finland og Storbritannien er de øvrige europæiske lande i top-10, hvor USA, Sydkorea og Australien også befinder sig.

Danmark har de seneste tre år ligget nummer fem på listen, men er i år altså gået en plads frem.

/ritzau/AFP