Danmark er hårdt plaget af modermærkekræft

Solen er vendt tilbage, og sommeren er på vej, men danskerne skal være bedre til at beskytte sig mod de skadelige UV-stråler, lyder opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne.

Danmark er nemlig det land i verden med femte flest tilfælde af modermærkekræft, viser en international undersøgelse fra 2012 udarbejdet af Globocan, der indsamler data om kræft i 184 lande verden over.

Opgørelsen viser antal tilfælde af hudkræft per 100.000 indbyggere per år.

1. New Zealand: 35,8

2. Australien: 34,9

3. Schweiz: 20,3

4. Holland: 19,4

5. Danmark: 19,2

6. Norge: 18,8

7. Sverige: 18,0

8. Slovenien: 16,2

9. Storbritannien: 14,6

10. USA: 14,3

Ifølge Nordcan, der indsamler samme type data, men kun for de nordiske lande, var der i gennemsnit 1925 tilfælde af modermærkekræft om året i Danmark fra 2008 og frem til 2012.

Heraf var 896 mænd og 1029 kvinder. I gennemsnit var der heraf 266 dødsfald om året.

Kilder: International Agency for Research on Cancers, ANCR. / Globocan / Nordcan.

/ritzau/

Dagens Gossip