Danmark er klar med flere penge til Filippinerne

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Danmark vil være klar med flere penge til nødhjælp i Filippinerne, hvis det står så slemt til som frygtet.

Det siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

- Vi har været rundt i alle kasser og reserver, og vi har fundet ekstra penge til nødhjælpsindsatsen, og dem vil vi bringe i spil, hvis det viser sig, at katastrofen er så stor som frygtet.

- Det er en meget alvorlig naturkatastrofe. Det er nu, vi skal hjælpe. Det er nu, vi skal være der, siger Christian Friis Bach til Ritzau.

Foreløbig har den danske regering bevilget ekstra 10 millioner kroner til katastrofehjælp.

Samtidig har de folkelige organisationer sat katastrofeprojekter i gang for syv millioner kroner - penge som kommer fra den særlige pulje, som Udviklingsministeriet har stillet til rådighed for dem.

- Der er brug for en stor indsats. Jeg er glad for, at de danske folkelige foreninger i samarbejde med os og med de puljer, vi har stillet til rådighed, nu mobilisere syv millioner kroner ekstra.

- Det er hjælp, der er på vej til Filippinerne med, så Danmark nu i alt er oppe på 17 millioner kroner, siger Christian Friis Bach.

Årligt yder Danmark 100 millioner kroner til FN's centrale katastrofefond, og gennem FN er Danmark med at til bidrage med endnu flere penge.

Men der er brug for hver en krone.

- Det, vi ser nu, er desværre endnu mere omfattende ødelæggelser end det, vi frygtede i weekenden.

Op mod 10 millioner mennesker kan være ramt af naturkatastrofen, 20.000 huse menes at være ødelagt, 10.000 mennesker menes at have mistet livet. Hundreder af tusinder er i nød, i sorg og det er meget massive tal.

- Vi står klar med hjælp, siger Christian Friis Bach, der venter, at behovet for katastrofehjælp vil stige, når FN har fået analyseret behovet.

Ministeren og hans embedsmænd har dog ikke kunnet finde et nyt tocifret millionbeløb. Beløbet, der i givet fald bevilges ekstraordinært, vil derfor være under 10 millioner kroner.

/ritzau/