Danmark er klar til 1/8-finalen efter sejr over Rusland

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

Det blev lidt hektisk til slut, men de danske håndboldherrer kom tilbage på rette kurs ved VM i Qatar med en hårdt tiltrængt 31-28-sejr over Rusland.

Med sejren er Danmark nu klar til 1/8-finalerne inden den sidste gruppekamp på lørdag mod Polen.

Man tør næsten ikke tænke på, hvad et dansk nederlag havde betydet for selvtilliden og muligheden for at nå langt ved slutrunden.

Og det behøver danskerne heller ikke at spekulere mere på lige nu, for sejren kan formentlig dæmpe de mange negative overskrifter, som har floreret de seneste dage.

Danmark leverede en helstøbt indsats i både angreb og forsvar, selv om Rusland kom flot tilbage i anden halvleg, da danskerne slappede lidt for meget af.

I første halvleg skiftedes de to hold til at have momentum. Danmark kom foran 3-1, men russerne kom hurtigt tilbage og førte 7-5.

Det skulle blive det tætteste, Rusland kom på sejren, for i resten af første halvleg var der helt lukket i det danske forsvar. Danmark vandt resten af halvlegen 11-1.

Pludselig fungerede alt for danskerne, som fik kontakt ved 7-7 og 8-8 og derefter overhovedet ikke lod Rusland komme ind i kampen.

Niklas Landin, som havde fået en skidt start, snuppede pludselig alle russiske forsøg, og returboldene havnede heldigt i danske harpiks-lapper.

Efter otte danske scoringer i træk kunne Danmark gå til pause med en solid føring på hele 16-8.

I anden halvleg skiftede landstræner Gudmundur Gudmundsson det meste af holdet ud, og det gav lidt ubalance hos danskerne.

Russerne lurede på muligheden for at lave et comeback og fik med flere reduceringer også næsten skabt spænding om det ved 18-22, 19-23 og 23-26.

Kasper Søndergaard, som var en af dem, der havde fået chancen fra anden halvlegs start, blev pillet ud på bænken igen efter nogle missere.

Mads Christiansen kom ind i stedet og viste, hvorfor han i øjeblikket er førstevalget på positionen som højreback.

Landin fik også en tur på bænken efter en mindre god periode, og det gav Jannick Green chancen i buret. Og Green leverede også nogle vigtige redninger, som holdt russerne fra fadet.

Landin kom dog ind i slutfasen og var en sikker sidste skanse i de lidt for dramatiske slutminutter.

Til gengæld greb Jesper Nøddesbo på fornem vis chancen, da stregspilleren iskoldt bankede fem mål ind bag den russiske keeper.

Alligevel nåede Rusland at reducere til 26-29 med fem minutter tilbage af kampen, men playmaker Rasmus Lauge satte sin ottende scoring ind og blev kampens topscorer.

Det var en fornøjelse at se Lauge, som endte på ni mål, levere så solid en præstation som både spilfordeler og afslutter.

I de øvrige kampe i Danmarks gruppe D vandt Tyskland tidligere torsdag 28-23 over Argentina, mens Polen slog Saudi-Arabien med 32-13.

Resultaterne betyder, at Tyskland så godt som har sikret sig førstepladsen i gruppen med syv point, da tyskerne kun mangler at møde Saudi-Arabien.

Danmark indtager andenpladsen med seks point, mens Polen er placeret på tredjepladsen med seks point på grund af en lidt dårligere målscore end danskerne.

Danmark kan dermed nøjes med at spille uafgjort mod polakkerne i lørdagens indbyrdes kamp for at snuppe gruppens andenplads.

/ritzau/