Danmark er klar til at blive sat ind mod svensk skovbrand

Danske brandmænd kan være klar i løbet af et døgn, hvis Sverige skulle bede om hjælp til slukningen af den omfattende skovbrand i Västmanland.

Det vurderer chefen for det internationale beredskab hos Beredskabsstyrelsen, Michael Brøndel.

- Endnu er der ikke kommet noget anmodning fra Sverige, fortæller han.

Danmark vil ikke kunne bidrage med slukningsfly, som dem Frankrig og Italien har valgt at bidrage med. Men til gengæld vil man kunne stille mandskab og andet slukningsmateriale til rådighed.

- Skulle anmodningen komme, er vi fra Beredskabsstyrelsen klar med køretøjer og personel, fortæller Michael Brøndel.

Normalt vil det tage Beredskabsstyrelsen 12 timer at rykke ud internationalt, men i dette tilfælde vil dansk assistance kunne forlade landet på fem til seks timer og være indsat i aktion på 24 timer, vurderer han.

Italien vil bidrage med to brandslukningsfly. De er en opgradering fra de svenske helikoptere, der tidligere stod for brandslukningen fra luften.

Også Frankrig har valgt at bidrage med tre fly, der ankom til den nærliggende lufthavn Västerås tirsdag aften.

Branden har hærget siden torsdag og har indtil videre kostet et menneskeliv, mens 1200 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem. Ilden dækkede tirsdag et areal større end Samsø.

/ritzau/

Dagens Gossip