Danmark får 120 atleter med til OL i Rio

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Med forhindringsløberen Ole Hesselbjergs udtagelse til OL står det klart, at den danske delegation i Rio de Janeiro bliver på i alt 120 atleter.

Endnu mangler der at blive sat navne på fodboldspillerne, håndboldspillerne og dressurrytterne, men antallet kan der ikke rokkes ved.

120 atleter er det højeste antal siden OL i Atlanta i 1996, hvor Danmark havde 126 sportsfolk til start.

Reelt skal Danmarks Idrætsforbund (DIF) dog også reservere 126 flysæder i denne omgang, for ud over de 120 deltagere, vil yderligere seks atleter være med i Rio med status af reserve.

Det drejer sig om en rytter fra firekilometerholdet i banecykling, en håndboldspiller og fire fodboldspillere, oplyser DIF og Team Danmark i en pressemeddelelse.

/ritzau/