Danmark får sin første kvindemoské

Skrevet af admin

11/02/2016

Mest læste i dag

I disse dage åbner Danmarks første moské kun for kvinder - og med kvindelige imamer - i København.

Det skriver Politiken.

Kvinden bag projektet, imam Sherin Khankan, kalder det "et feministisk projekt". Mariam Moskeen, som den hedder, skal ledes af og for kvinder. Det er også kvinder, der skal stå for fredagsbønnen.

Moskéen ligger på et indtil videre hemmeligt sted i København, fordi kvinderne er bange for repressalier ved at indtage det religiøse rum.

- Mange kvinder og unge kommer slet ikke i moskéerne, fordi man træder ind i et mandsdomineret og patriarkalsk rum, hvor manden har ordet på talerstolen, manden leder bønnen, manden er i fokus og dominerer. Derfor skaber vi nu en moské på kvinders præmisser, siger Sherin Khankan til Politiken.

Kvindemoskéen er en modernisering af islam, og det er positivt, mener Mehmet Ümit Necef, som er lektor og ph.d. ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Initiativet bliver derimod kritiseret af Dansk Islamisk Center, hvor formand Waseem Hussein afviser, at der ikke er plads til kvinder i flertallet af de danske moskéer.

- De kan gøre, hvad de har lyst til, men deres teologiske udgangspunkt er forkert. Hvorfor er der et særskilt behov kun for kvinder? Skal vi så også lave en moské kun for mænd? Så ville der jo lyde et ramaskrig i den danske befolkning, lyder det fra Waseem Hussein ifølge Politiken.

Foruden at være den første moské i Danmark kun for kvinder er Mariam Moskeen ifølge Politiken også den første af sin slags i Skandinavien.

/ritzau/