Danmark fastholder sit piratberedskab

Det sker i kølvandet på løsladelsen af de to danske statsborgere Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn samt deres fire filippinske kolleger, der i 838 dage har været i somaliske piraters fangenskab.

»Vi har lige taget stilling i Udenrigspolitisk Nævn om at deltage i 2013 og 2014 - ikke hele tiden - med flåde- og flybidrag,« siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Beslutningen er taget på trods af, at der i 2013 ikke har været nogen gidseltagninger i Somalia.

»Vi er overbeviste om, at grunden til, at der ikke er taget gidsler i år, er, at vi har været solidt militært til stede, at terrorbevægelsen al-Shabaab er svækket, at den somaliske regering er styrket, og det er summen af alle de gode udviklinger, vi skal fastholde nu, og ikke læne os tilbage og sige »nu lykkedes det her, og så er der fred og ingen fare«. Så tror jeg, vi bliver grusomt skuffede i løbet af kort tid,« siger Villy Søvndal.

Ifølge Rederiforeningen er resultatet af de seneste års indsats mod pirateri blandt andet, at antallet af kapringer ud for Somalia er faldet med 75 procent fra 2011 til 2012, og at 59 dømte pirater er blevet overført til afsoning af straf i Somalia.

De seks løsladte gidsler sad i deres fangenskab i 838 dage, og Den Maritime Havarikommission vil nu undersøge forløbet op til kapringen.

»Det har desværre været ekstremt langtrukkent. Det er også derfor, vi skal sætte os ned og analysere på, om der var ting i det her forløb, der kunne have betydet, at det var gået hurtigere,« siger Villy Søvndal.

Eddy Lopez, Søren Lyngbjørn og de fire filippinere er nu på vej tilbage til Danmark.

Dagens Gossip