Danmark fordømmer Putins militære ønsker i Ukraine

Skrevet af admin

01/03/2014

Mest læste i dag

Den russiske præsident, Vladimir Putin, må øjeblikkeligt droppe sine militære aktiviteter i Ukraine.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i forbindelse med, at Putin lørdag fik parlamentets overhus' enstemmige tilladelse til at bruge væbnede styrker i det uroplagede naboland.

- Jeg tager på det kraftigste afstand fra enhver krænkelse af Ukraines territoriale integritet og vil på det allerkraftigste opfordre Rusland til ikke at gribe til militære midler, siger udenrigsministeren til Ritzau.

- Der er behov for alt andet end at eskalere den nuværende situation. Det har efter min overbevisning helt uoverskuelige konsekvenser, hvis man griber til militære midler på nuværende tidspunkt, siger han.

Fredag var der meldinger om, at yderligere 2000 russiske tropper er sendt til den ukrainske Krim-halvø, og lørdag bad lederen af det lokale parlament Rusland om hjælp med at genskabe "fred og ro" på halvøen.

Men det er en meget dårlig idé, fastslår Martin Lidegaard, der hurtigst muligt vil forsøge at koordinere en samlet front med sine EU-kolleger mod Rusland.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke overblik over situationen og heller ikke over, hvad det præcist er, Rusland overvejer at gøre.

- Men det er klart, at det næste skridt bør være, at EU's udenrigsministre træder sammen for at finde en fælles linje i det her i forhold til Rusland, siger Martin Lidegaard.

Mandag er udenrigsministrene da også indkaldt til et krisemøde i Bruxelles, siger EU-diplomater til flere nyhedsbureauer. Det er kun halvanden uge siden, udenrigsministrene sidst var hasteindkaldt for at tale om Ukraine.

Martin Lidegaard understreger, at fordømmelsen af Ruslands militære tiltag ikke er ensbetydende med, at landet ikke fortsat har en vigtig diplomatisk rolle at spille i konflikten.

- Vi har understreget mange gange, at Ukraines fremtid kan kun betrygges, hvis man har et tæt forhold til både Rusland og EU.

- Vi har også betonet meget kraftigt over for den nye ukrainske regering, at det er meget vigtigt, at de også afstår fra vold mod det russiske mindretal og respekterer dem, siger udenrigsministeren.

/ritzau/