Danmark har fået mere natur

Biologer og andre medarbejdere fra Naturstyrelsen har indtil videre foretaget 20.000 ud af i alt 43.000 planlagte feltbesøg, og foreløbig kan man konstatere, at der er kommet over 2.500 kvadratmeter mere beskyttet paragraf 3-natur, der dækker over mindre naturområder som søer, enge og moser.

Inden kortlægningen blev sat i gang, var der ifølge Politiken omkring 260.000 kvadratmeter paragraf 3-natur, og de foreløbige resultater viser, at den form for natur nu fylder 9,5 procent af Danmarks samlede areal.

Naturstyrelsens kortlægning af den danske natur ventes afsluttet til oktober, hvorefter landets kommuner får adgang til den data, der er indsamlet.

»Vi giver hermed kommunerne et stærkt redskab til deres arbejde med naturbeskyttelse. De overtager den nye registrering, så de kan holde øje med vores naturværdier og vejlede lodsejerne i, hvordan de skal passe på dem,« siger fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en udtalelse til Politiken.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at der i forlængelse af kortlægningen blandt andet bør tages skridt til at forbyde sprøjtning i områder, der er vurderet som paragraf 3-natur og derfor ikke længere må anvendes til landbrug.

Regeringen vil dog vente på det endelige resultat af kortlægningen, før man beslutter, om der skal ændres i loven eller ej.

Dagens Gossip

Dagens TV