Danmark har fået sin første lov for det ydre rum

Skrevet af admin

03/05/2016

Dagens topnyheder

Danmark har fået sin første "lov om aktiviteter i det ydre rum". Et enigt Folketing stemte tirsdag rumloven igennem.

Dermed har de folkevalgte for første gang formuleret lovgivning til regulering af aktiviteter i rummet.

Blandt andet kræver det fremover godkendelse fra uddannelses- og forskningsministeren at udføre en rumaktivitet - eksempelvis at sende genstande op i det ydre rum eller styre genstande tilbage til jorden.

Der skal også oprettes et register over, hvilke rumgenstande der fra Danmark sendes i kredsløb om jorden eller længere ud i det ydre rum.

Hvis du sender en rumgenstand op, som forvolder skade på personer eller ejendom på jorden - eller hvis den støder ind i noget under sin flyvning - er du med den nye lov erstatningspligtig.

Ministeren kan også stille krav om, at du skal tegne en forsikring, før du sender noget ud i rummet.

Hvis man overtræder reglerne, kan man i værste tilfælde straffes med op til to års fængsel, for eksempel hvis andres liv eller legeme er bragt i fare.

Derudover slår loven fast, hvordan man håndterer såkaldt rumaffald.

Loven for det ydre rum træder i kraft 1. juli. Og for god ordens skyld: Rumgenstande, der er opsendt inden da, skal efterregistreres senest 31. december.

/ritzau/