Danmark hjælper ukrainsk retsvæsen med 60 millioner

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Korruption i det ukrainske retsvæsen skal bekæmpes. Derfor har udenrigsminister Kristian Jensen (V) 60 millioner kroner med på sin tur til Ukraine.

De 60 millioner kroner går til et såkaldt retssektorprogram.

- Danmark kan sammen med EU gøre en forskel for den ukrainske befolkning ved at bakke op om Ukraine i en politisk løsning på konflikten med Rusland.

- Samtidig er der hårdt brug for vores støtte til de helt nødvendige reformer inden for retsvæsnet blandt andet for at bekæmpe de store korruptionsproblemer, siger Kristian Jensen, som er i Ukraine både tirsdag og onsdag.

Jensen skal blandt andet mødes med Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, i Kijev for at drøfte en løsning på konflikten med Rusland.

Retssektorprogrammet gennemføres i samarbejde med Europarådet og FN's Udviklingsprogram (UNDP).

Programmet støtter vidtgående reformer i anklagemyndigheden, ombudsmandsinstitutionen og landets nye nationale center for korruptionsbekæmpelse.

- Vi har på ingen måde glemt konflikten med Rusland, selv om flygtningekrisen optager den europæiske dagsorden.

- Ruslands aggression og den fortsatte støtte til separatisterne udgør en yderst konkret trussel mod Ukraine. Og er den største sikkerhedspolitiske udfordring, Europa har stået overfor i nyere tid, siger Kristian Jensen.

Den danske regerings holdning er klar, lyder det fra udenrigsministeren.

- Rusland skal levere på Minsk-aftalerne, stoppe kamphandlingerne, tilbagetrække de tunge våben, og der skal afvikles lokalvalg i overensstemmelse med den ukrainske lovgivning i de separatist-kontrollerede områder under overvågning af OSCE.

- EU's sanktioner står fast, indtil Rusland og separatisterne i Donetsk og Lugansk har leveret, siger Kristian Jensen.

Volden i det østlige Ukraine eskalerede i august til det højeste niveau siden februar 2015, hvor Minsk-pakken - køreplanen for implementering af våbenhvile - blev aftalt.

Siden 1. september er der en aktuel bedring af situationen.

Onsdag skal Kristian Jensen selv til det østlige Ukraine for at mødes med blandt andet lokalpolitikere, danske OSCE-observatører og humanitære organisationer.

/ritzau/