Danmark holder liv i VM-miraklet

YEREVAN: Morten Olsen bøjede sig halvt ned i knæ, løftede sine arme og knyttede begge næver. Dommeren havde netop fløjtet af på Hrazdan Stadium i Armenien, og miraklet var kommet tættere på.

En 2-1-sejr på Malta fredag og en sejr på 1-0 tirsdag aften i Armeniens hovedstad, Yerevan. Danmark er nu for alvor med i kampen om VM-pladserne efter en overdådig indsats i Yerevan.

Det skete på et farverigt, dansende Hrazdan Stadium i Yerevan, hvor man inden kampene fik temperaturen til at stige ved at vise klip fra den skæbnesvangre kamp i juni mod Armenien i Parken. Mens kulissen var feststemt, var situationen på banen alvorlig nok. Danmark skulle vinde kampen for at holde liv i drømmen om den andenplads, der kan give to playoff-kampe til VM.

Derfor stod opgøret som en vind-eller-forsvind-kamp for det danske landshold og måske også for landstræner Morten Olsen. Han var gået aggressivt til værks. Olsen havde skiftet fem spillere ud i forhold til kampen mod Malta, hvor Rasmus Falk, Simon Kjær, Leon Andreasen, Lars Jacobsen og Nicklas Pedersen alle var med til at besejre Malta 2-1 på en billig baggrund af dårligt spil og manglende engagement. Den indstilling skulle ændres mod Armenien, og det blev den.

Olsen havde valgt Peter Ankersen som højre back, Niki Zimling ved siden af Kvist på den defensive midtbane, Krohn-Dehli på venstrekanten og i front fik Nicki Bille sin første start på landsholdet. Med nummer 10, naturligvis. Og Billes drive, energiske boldjagt og lysende vilje var et meget godt udtryk for danskerne i første halvleg.

Danmark havde syv muligheder inden for 22 minutter. Gode konstruerede angreb, opbygget i flotte offensive mønstre og adskillige skud udefra, hvilket især Christian Eriksen var eksponent for, deriblandt to frispark, Det var tydeligt, at landsholdet ikke bare kæmpede for VM-livet, for Olsens trænerliv men også for æren og oprejsning efter Armenien-fadæsen i juni og makværket på Malta.

Danskerne lagde et højt, aggressivt pres; et organiseret presspil, der fungerede og startede med Bille i front. Tempoet og fremdriften var højere end på Malta. Bagfra deltog Bjelland og Agger godt i opspillet, centralt skubbede Zimling og en fantastisk, selvopofrende, godt kæmpende William Kvist op på midtbanen, mens især Michael Krohn-Dehli gik kreativt til værks. Eriksen var både kælen og delikat ved sin boldbehandling, hvilket førte til flere chancer.

Da Krohn-Dehli på Laudrup’sk vis lobbede bolden over armenierne og hen til Bille, som helflugtede bolden i favnen på målmanden, efter at Danmark havde haft adskillige gode chancer ved Bille og Krohn-Dehli og domineret fuldstændigt, virkede troen på sejr markant. En indøvet frisparksdetalje, hvor Eriksen og Boilesen snød en armenier i højre side, viste det overskud, danskerne kom på banen med i Yerevan.

Men problemet var - som så ofte før - at, når danskerne nåede det armenske målfelt, var der ingen skarphed eller præcision i hverken afslutningerne eller indlæggene. Følelsen af at dominere kampen var enorm hos danskerne, men det passede armenierne fint.

Hjemmeholdet var farlig i små kontra-stik og kom bedre med i anden halvleg, hvor pladsen for holdets kreatør, Henrikh Mkhitaryan, blev større. Her fordelte han boldene fint. Danskernes følelse af overtag var farlig, for en anden følelse begyndte trænge sig på, nemlig at armenierne kunne score et ufortjent mål. Det var tæt på, da hjemmeholdet ramte overliggeren i det 65. minut.

Landstræner Morten Olsen, der mod Armenien kan have stået i spidsen for holdet for tredjesidste gang, var konstant aktiv ved sidelinjen. Måske netop fordi en armensk sejr kunne betyde begyndelsen på enden af hans landstrænerliv. Olsen var hele tiden dirigerende og snakkende med spillerne, når de var ved sidelinjen for at drikke vand. Og da Casper Sloth skulle afløse en skadet Zimling, var det en faderlig Olsen i omfavnelse og med klap på kinderne.

Den indskiftning gav mere dynamik på midtbanen, hvor Sloth tilbød sig fint, fandt de frie rum og var en god opspilsstation. Men Olsens anden indskiftning var afgørende. Viktor Fischer kom ind med en lyst og vildskab, der kom til udtryk kort tid efter, han kom ind. Her blev Ajax-kanten rasende på Bille, som ikke afleverede tilbage til Fisher tids nok.

Et minut efter episoden, i det 73. minut, jagtede Fischer en bold nede ved armeniernes målfelt. Han nåede den og snød spektakulært en forsvarer ved målstregen, nåede derefter bolden for næsen af en armenier, der måtte begå straffespark.

Anfører Daniel Agger satte den sikkert ind, Landsholdet havde endelig, fortjent høstet frugterne af et flot, benhårdt arbejde og kunne rejse tilbage til Danmark med tre vigtige point i bagagen.

Dagens Gossip