Danmark holder VM-pladser åbne til NHL-spillere

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

Danmarks ishockeylandsholds general manager Kim Pedersen og landstræner Jan Karlsson håber stadig at få NHL-spillere med til VM i Tjekkiet i slutningen af næste uge.

Derfor holder de stadig truppen åben til, at spillere kan komme med, hvis deres klubber giver dem fri.

- Vi har i princippet ingen deadline. Vi skal registrere 15 spillere og to målmænd, inden VM begynder. Derefter skal vi bare have registreret spillerne kort før hver kamp. Og det kommer vi til at benytte os af.

- Vi har et par pladser, vi kan holde åbne, siger Kim Pedersen til Ritzau.

Landsholdet spiller sin første kamp ved VM lørdag 2. maj mod Slovakiet.

Fredag og lørdag i denne uge spiller holdet to testkampe mod Tyskland i Vojens. Til de kampe når de to back-brødre Oliver og Markus Lauridsen at komme hjem fra deres respektive klubber i den nordamerikanske AHL-liga.

Oliver Lauridsen er på kontrakt i NHL-klubben Philadelphia Flyers, mens lillebror Markus Lauridsen er på kontrakt hos Colorado Avalanche.

Den 19-årige Nikolaj Ehlers bliver blandt eksperter betegnet som det største danske ishockeytalent nogensinde. Han har de seneste sæsoner været stærkt dominerende i den canadiske juniorliga og NHL-klubben Winnipeg Jets har rettigheden over ham.

Ehlers' klub røg ud af slutspillet natten til onsdag. Det forlyder allerede fra Nordamerika, at Winnipeg vil bruge Ehlers i resten af slutspillet. Men det kan hurtigt blive annulleret af den danske målmand Frederik Andersen og hans Anaheim.

Anaheim fører nemlig 3-0 i kampe mod Winnipeg inden fjerde kamp tidligt torsdag morgen, dansk tid.

Danmarks landstræner Jan Karlsson har tidligere sagt, at han ikke vil bruge Ehlers ved VM uden selv at have set ham spille først. Men ifølge Kim Pedersen kan Ehlers sagtens komme i spil.

- Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Både Nikolaj Ehlers og Oliver Björkstrand har spillet sig til NHL-kontrakter. De har gjort en stor forskel på deres juniorhold i denne sæson. Vi så, hvor gode de var ved U20-VM. Så kan de nok også bruges på vores landshold.

Natten til fredag kan Vancouver ryge ud af NHL-slutspillet. Så vil Kim Pedersen med det samme undersøge, om Jannik Hansen er frisk og klar til at forstærke landsholdet, og om Vancouver vil lade ham rejse.

Calgary fører lige nu 3-1 i kampe mod Vancouver og skal således bare vinde en kamp mere for at sende Vancouver ud.

Frederik Andersen (Anaheim) og Lars Eller (Montreal) ser ud til at styre videre i slutspillet i Nordamerika, men Frans Nielsen er mere usikker. Nielsen og New York Islanders spiller mod Washington, stillingen i serien er 2-2 i kampe.

Fra Nordamerikas næstbedste ishockeyrække er Nicklas Jensen (Utica og Vancouver) og Peter Regin (Rockford og Chicago) blive VM-aktuelle, hvis resultaterne flasker sig.

/ritzau/