Danmark indkalder Ukraines ambassadør til samtale

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

Ukraines ambassadør i Danmark blev fredag indkaldt til samtale i Udenrigsministeriet i kølvandet på den seneste uges voldsomme sammenstød i hovedstaden Ukraine.

Ministeriet gav ved samtalen udtryk for dyb bekymring over udviklingen i landet, hvor flere hundrede demonstranter er såret, og fem personer er døde.

- Det er vigtigt at understrege over for den ukrainske regering, at vi er dybt bekymrede over situationen i Ukraine, og at vi opfordrer både den ukrainske regering og oppositionen til at finde en fredelig politisk løsning på krisen, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF).

- Jeg tager kraftigt afstand fra den voldsomme voldsanvendelse, som vi har set i de seneste dage.

Uroen er opstået efter parlamentet i sidste uge vedtog en ny kontroversiel lov, der gør det vanskeligt at afholde demonstrationer i landet. Loven trådte i kraft tirsdag.

- Vi kan ikke acceptere lovgivning, som indskrænker demonstranters frihedsrettigheder, ligesom vi ikke kan acceptere, at ngo'er og civilsamfundsorganisationer, der finansieres for danske penge - over Naboskabsprogrammet - bliver hindret i deres vigtige arbejde for at bistå med demokratiske reformer i Ukraine, siger udenrigsministeren.

Ministeriet opfordrede under samtalen med ambassadør Mykhailo Skuratovskij til, at Ukraine går i seriøs dialog med oppositionen og civilsamfundet.

Samtidig gav den danske regering udtryk for et ønske om, at Ukraine iværksætter uafhængige undersøgelser af drab og overgreb på demonstranter.

Flere europæiske lande har de seneste dage indkaldte ukrainske ambassadører til samtaler.

Torsdag i næste uge rejser EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, til Ukraine for at tale med præsident Viktor Janukovitj og oppositionen.

/ritzau/