Danmark kan gå forrest i klimakampen og tjene penge

Danmarks rolle som klimaduks kan blive penge værd, hvis det internationale samfund kan enes om at sætte massivt ind mod de store klimaforandringer, der ifølge en ny rapport fra FN's Klimapanel IPCC er undervejs på jorden.

Sådan lyder det samstemmende fra en række organisationer, efter at blandt andre FN's generalsekretær Ban Ki-moon på et pressemøde søndag i København har krævet international handling, når verdens ledere om 13 måneder samles til klimatopmøde i Paris.

- Mange danske virksomheder er i dag førende inden for udviklingen af vedvarende energi og energibesparende løsninger, og vores virksomheder er blandt verdens bedste til at bruge energien effektivt.

- En global aftale vil gavne klimaet, men det kan også skabe vækst og job i Danmark og bidrage til at stille landene lige i konkurrencen, siger branchedirektør i Dansk Industri, Troels Ranis, i en pressemeddelelse.

Ifølge klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden WWF, John Nordbo, kan en bindende og ambitiøs aftale i Paris næste år betyde, at investeringer i energibesparelser og vedvarende energi vil blive forøget med flere hundrede milliarder dollar.

- Her i Danmark kan vi blive rigere af den grønne omstilling. Allerede i dag kommer en betydelig del af vores bruttonationalprodukt fra at producere løsninger på klimaproblemet, siger John Nordbo.

Hos Dansk Industri er man enig i den betragtning.

- I Danmark kan vi tilbyde praktiske erfaringer med grøn omstilling og bæredygtig industriproduktion.

- Og på områder som vedvarende energi, energieffektivitet og klimatilpasning er det i høj grad danske virksomheder, der viser vejen internationalt, siger branchedirektør Troels Ranis, DI.

Danmark går efter at være 100 procent omstillet til vedvarende energi i 2050. Planerne har været med til at drive udviklingen frem - blandt andet inden for vindmølleindustrien - og det bør tjene som inspiration for andre lande, mener Greenpeace i Danmark.

Her ser generalsekretær Mads Flarup Christensen vedvarende energi som "det oplagte alternativ til olie, kul og naturgas".

- Andre lande bliver nødt til at udvise det samme mod som Danmark. Vi har forpligtet os til 100 procent vedvarende energi. Danmarks klimastrategi er ambitiøs, og Danmark er et eksempel til efterfølgelse, siger Mads Flarup Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip