Danmark kan ikke løse internationale flyopgaver i tre år

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Regeringen har valgt det mest avancerede kampfly, men til gengæld vil der være en periode på tre år, hvor Danmark ikke kan løse internationale opgaver.

De nye fly vil først være "fuldt operative" i år 2027, og dermed er der et hul på tre år, da de nuværende F-16-fly snart er udtjente.

Fra år 2022-2024 kan Danmark således ikke løse internationale flyopgaver, hvis Nato eller eksempelvis USA anmoder om hjælp.

Herefter kan Danmark gradvist indfase de 27 nye F-35-fly, er forventningen.

- Vi får et vindue på tre år, hvor vi ikke kan virke internationalt. Det vindue vil blive stadigt større, jo længere tid der går, før vi træffer en beslutning.

- Derfor er det afgørende vigtigt, at vi træffer en beslutning så hurtigt som muligt, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag på et pressemøde.

Prisen for at anskaffe de 27 F-35-fly bliver 20 milliarder kroner.

F-35-flyet går også under navnet Joint Strike Fighter og produceres af amerikanske Lockheed Martin.

Den samlede pris med anskaffelse, drift og en "indbygget risiko" bliver dog 56,4 milliarder kroner.

F-35-flyene ventes at blive færdigudviklet i år 2018, og kritikere har anført, at flyet endnu ikke har været i kamp, og at der er en risiko for, at det ender med en skandale lig IC4-togene.

- Jeg føler mig helt tryg ved den beslutning, vi har truffet, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen ønsker at finde pengene inden for rammen af forsvarsforliget, hvorfra der frem mod 2026 afsættes midler fra råderummet.

Siden 1997 har Danmark været med til at udvikle F-35-flyet, som længe har været favoritten i opløbet om at blive Danmarks næste kampfly. Eurofighter og Boeings F-18 Super Hornet må se sig slået i konkurrencen.

/ritzau/