Danmark kan jage krigsforbrydere fra Syrien

De danske myndigheder forbereder sig i disse måneder på sager mod krigsforbrydere fra Syrien, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Det sker ud fra en forventning om, at der vil være krigsforbrydere blandt de flygtninge, der ventes til Danmark og resten af Europa i forbindelse med borgerkrigen.

- På et tidspunkt kan der komme et retsopgør i Syrien, eller også vil nogle af disse personer flygte. Der er ingen tvivl om, at nogle af disse flygtninge har deltaget i og begået ganske forfærdelige ting og forbrydelser, f.eks. tortur eller massakrer, siger vicestatsadvokat Lars Plum, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK.

Når personerne søger ophold i Danmark, foretages en screening, der kan afsløre, om de har været involveret i forbrydelser under krigen. Kan de sendes hjem, vil de blive afvist i Danmark. Men nogle kan af hensyn til deres egen sikkerhed ikke sendes til retsforfølgelse i hjemlandet. De kommer på tålt ophold, og SØIK kan rejse straffesager mod dem. I øjeblikket undersøger SØIK et par sager om herboende syrere, der er under mistanke for at have begået forbrydelser i forbindelse med kamphandlingerne.

Dagens Gossip