Danmark kan tjene millioner på Eurovision-sejr

Når Danmark til næste år lægger scene til endnu et festfyrværkeri i form af finalen i det europæiske melodi grand prix, kan det betyde en markedsføring af Danmark, der er millioner værd.

- Det europæiske melodi grand prix er et godt afsæt til at kommunikere danske styrkepositioner og til at markedsføre Danmark, blandt andet som turismedestination, siger administrerende direktør Jan Olsen fra VisitDenmark i en pressemeddelelse.

- Alene det kendskab, der skabes til Danmark via tv-showet, kan gøres op i millioner af kroner, tilføjer han.

Hvis 125 millioner seere følger med næste år, giver det en annonceværdi på mere end 160 millioner kroner, lyder det fra VisitDenmark.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook

En række lande har tidligere benyttet den europæiske sangkonkurrence til at markedsføre værtslandet, ligesom også Danmark gjorde det i 2001 efter Brødrene Olsens sejr året forinden.

Dengang gik en række partnere sammen med Danmarks Radio om at gøre sangfesten til en markedsføringsevent. Og det håber Jan Olsen kommer til at ske igen.

- Hvis vi forstår at bruge det europæiske melodi grand prix offensivt, vil der være stor markedsførings værdi at hente, mener han.

Også chefkonsulent i Dansk Erhverv Susanne Nordenbæk hæfter sig ved værdien i, at Eurovision rykker til Danmark næste år.

- Det er ingen tvivl om, at sejren vil betyde vækst i både omsætning og beskæftigelse i de danske hoteller og restauranter fremover, men også detailhandel og transportsektoren vil få glæde af de mange melodi grand prix-gæster.

- Samtidig vil begivenheden være et effektivt udstillingsvindue for Danmark som en moderne og attraktiv turismedestination, siger hun.

Da Eurovision blev afholdt i København i 2001 var det også en god forretning, lyder det fra Dansk Erhverv. Ifølge analyser fra Danmarks Turistråd og Wonderful Copenhagen tjente Danmark dengang cirka 117 millioner kroner på musikkonkurrencen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip