Danmark klar med bidrag til ny Mali-mission

Ifølge avisens oplysninger indgår det dog ikke i sonderingerne, at Danmark skal bidrage med et større antal soldater til FN-styrken. Derimod er det mere realistisk med et antal militærfolk, der kan hjælpe med at løse logistiske og administrative opgaver – i stil med det danske kontingent til FN-missionen i Sydsudan bestående af officerer fra alle værn, stabsofficerer samt militære observatører.

FNs anmodning om et dansk bidrag til den kommende indsats i Mali kom i sidste uge, og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har svaret, at det hurtigst muligt undersøges, hvordan et dansk bidrag kan sammensættes.

Sideløbende arbejder Udenrigsministeriet sammen med kolleger i de andre lande i Norden på at sammensætte et fælles nordisk bidrag.

Undersøgelserne af Danmarks bidrag til Mali-missionen falder sammen med, at regeringen nu har besluttet at trække det danske Hercules-transportfly hjem fra det konfliktramte afrikanske land.

Transportflyet har de seneste knap fem måneder hjulpet flere tusinde mænd fra den franske hær med at nedkæmpe de militante islamister, der sidste år tog kontrol med det nordlige Mali.

Beslutningen om at trække Hercules-flyet hjem er blevet truffet efter samråd med franskmændene, understreger flere kilder over for Berlingske. Den franske styrke er således også ved at blive droslet ned, selv om det går langsommere end planlagt af den franske præsident Hollande, da han tilbage i januar invaderede Mali.

Netop præsident Hollande er initiativtager til det første internationale Mali-topmøde efter den militære intervention. Det finder sted i Bruxelles, og målet er, at det internationale samfund forpligter sig til at bidrage økonomisk til Malis transitionsplan. Men topmødet skal også understrege kravet om, at Malis demokrati skal tilbage på sporet efter militærkuppet i marts 2012.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) deltager i topmødet, og han har 100 millioner kroner med som direkte støtte til genopbygningen af den maliske stat.

»Til gengæld vil jeg kræve, at Malis regering leverer borgerne sikkerhed, uddannelse, sundhed og rent drikkevand – ikke mindst i det nordlige Mali. Det var jo befolkningens utilfredshed og frustrationer med regeringen, der førte til oprøret i nord,« siger Christian Friis Bach, der også vil holde magthaverne i Mali fast på, at de planlagte præsident- og parlamentsvalg i juli bliver frie og legitime.

»Dertil kommer en anden vigtig bunden opgave: Der skal gennemføres en bred og inkluderende national dialog- og forsoningsproces,« understreger udviklingsministeren.

Den maliske overgangsregering har allerede nedsat en kommission, der skal stå for forsoningen – ikke mindst mellem den sydlige og nordlige del af landet.

Men ifølge Christian Friis Bach skal overgangsregeringen op i et højere gear – ikke bare når det gælder forsoningsprocessen, men også med hensyn til forberedelser af de planlagte valg.

Til gengæld mener udviklingsministeren også, at der er grund til at være optimist på Malis vegne.

»Mali er stort set blevet befriet (fra de militante islamister, red.) og der er udarbejdet en udviklingsplan,« siger han.

Dagens Gossip