Danmark klar til omfattende militær oprustning i Arktis

Skrevet af admin

22/06/2016

Mest læste i dag

Et trecifret millionbeløb skal bruges på militær oprustning i Arktis for at tackle de voksende udfordringer i området.

Det mener regeringen, der er klar til massive investeringer, skriver Jyllands-Posten.

Pengene skal blandt andet gå til satellitovervågning, bedre kommunikation, et øget skibsbidrag fra søværnet, og så skal Grønland for første gang have sit eget hjemmeværn inspireret af et canadisk "rangerkorps", der underlægges Arktisk Kommando i Nuuk.

Forslagene er blandt hovedpunkterne i en ny Arktis-analyse, som forsvarsminister Peter Christensen (V) fremlægger mandag.

Ifølge centrale kilder lægger den forsinkede analyse om Forsvarets fremtidige opgaver og overvågning i Arktis op til, at et opsparet beløb på 360 millioner kroner bruges til at finansiere de første skridt.

Herefter bør der årligt afsættes mindst 120 millioner kroner til indsatsen.

Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne giver fuld opbakning til hovedanbefalingerne i rapporten.

Partierne siger samstemmende, at det er vigtigt, at Danmark kan håndhæve suveræniteten over det arktiske område og sikre overvågning og beredskab i takt med en stigende trafik på havene.

Forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S) kalder det afgørende, at den øgede militære tilstedeværelse ikke må opfattes som oprustning.

Men sådan kan det blive opfattet i Moskva, fordi det arktiske område er strategisk vigtig for Rusland, vurderer Andrej Kortunov, direktør i den Moskva-baserede tænketank Riac.

- Planerne vil helt sikkert ikke blive hilst velkommen af russiske ledere, siger han til Jyllands-Posten med henvisning til den spændte situation mellem Nato og Rusland.

/ritzau/