Danmark knytter tættere bånd med Sydkorea om grøn energi

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Danmark og Sydkorea vil styrke samarbejdet og knytte tættere bånd som en videreudvikling af det allerede eksisterende strategiske partnerskab, som de to lande indgik for tre år siden.

Det har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og den sydkoreanske præsident, Park Guen-hye, aftalt på et bilateralt møde før et asiatisk-europæisk topmøde i Milano torsdag formiddag.

- Danmark og Korea har et helt specielt venskab og forhold til hinanden. Det udvider vi nu ved at videreudvikle vores strategiske partnerskab med nye områder, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Det gælder blandt andet forskningssamarbejdet, men også et konkret samarbejde om små og mellemstore virksomheder og kreative virksomheder i det hele taget.

Blandt andet skal Sydkorea og Danmark udvide samarbejdet omkring forskning i teknologier inden for vedvarende energi.

Foreløbig er der tale om et politisk håndtryk om at styrke samarbejdet, og der er endnu ikke taget konkrete skridt mellem Danmark og Seoul.

Handelssamarbejdet mellem de to lande er fordoblet over de seneste 10 år ifølge den europæiske statistikbank Eurostat.

- Vi bygger hele tiden ovenpå det i forvejen fortrinlige samarbejde, som vi har opbygget mellem Danmark og Korea.

Torsdag eftermiddag mødes stats- og regeringschefer fra flere end 50 asiatiske og europæiske lande for at diskutere blandt andet styrket samhandel og klima.

- Jeg vil også i dag bruge muligheden for at sige, at når Europa og Asien har brug for hinanden, så er det ikke mindst fordi, at vi gerne vil have grønne løsninger, og der har Danmark også noget meget konkret at tilbyde, siger Thorning-Schmidt.

Mødet torsdag mellem den danske statsminister og den koreanske præsident er det første, efter at Park Guen-hye overtog embedet sidste år.

/ritzau/