Danmark køber 27 kampfly og sender K ud af forlig

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Danmarks næste kampfly hedder F-35 Joint Strike Fighter. Og Danmark køber 27 styk af flytypen.

Det står fast, efter at forhandlinger i Forsvarsministeriet torsdag. De Konservative mener, at Danmark køber for få fly, og at finansieringen vil belaste Forsvaret for hårdt. Derfor har partiet nu forladt forsvarsforliget.

- Vi er blevet bedt om at forlade forsvarsforligskredsen, fordi vi ikke har kunnet acceptere aftalen, siger forsvarsordfører Rasmus Jarlov fra De Konservative.

Det er opsigtsvækkende, fordi De Konservative som et af de fire gamle partier traditionelt altid er med i forsvarsforligskredsen.

Partiet regnes normalt også blandt de partier, som er parat til at påtage sig regeringsansvar, hvilket indebærer, at man er med i de centrale forlig.

De Konservative har dog hele vejen fastholdt et ønske om, at Danmark køber 43 fly, fordi man mener, det er nødvendigt for at kunne løse de samme opgaver, som de danske F-16 kampfly løser i dag.

- Vi har en nedre grænse for, hvad vi vil udsætte det danske forsvar for, og den grænse har vi nået nu, siger Rasmus Jarlov.

Han peger på, at der skal være nok kampfly til at forsvare det danske territorium, samtidig med at Danmark sender kampfly ud til internationale missioner mod eksempelvis Islamisk Stat.

Det mener regeringen dog godt kan lade sig gøre med 27 kampfly. Regeringens udspil er baseret på at langvarigt afklaringsarbejde, som et særligt Kampflykontor under Forsvarsministeriet har udarbejdet.

- Danmark skal købe 27 F-35-kampfly. Det er en kapacitet, som erstatter de nuværende F-16-kampfly, siger forsvarsminister Peter Christensen (V).

- Vi kan løse de samme opgaver, som vores gamle F-16-fly løser i dag.

Også SF, der under en del tumult kom med i forsvarsforliget i 2011, da partiet kom i regering, har valgt at forlade forsvarsforligskredsen. Partiet har dog i modsætning til De Konservative ønsket at købe færre kampfly for at minimere regningen.

/ritzau/