Danmark løb med flest trofæer ved Nordisk Råds prisfest

Det blev Danmark, der kunne hive de fleste trofæer hjem ved den prestigefulde uddeling af Nordisk Råds priser onsdag aften i operaen i Oslo.

Tre ud af de fem priser på 350.000 kroner gik til danskere.

Først modtog den danske film "Jagten" Nordisk Råds filmpris. Filmen er instrueret af Thomas Vinterberg, der også har skrevet filmens manuskript sammen med Tobias Lindholm.

Derefter gik rådets natur- og miljøpris til Selina Juul fra bevægelsen Stop Spild Af Mad.

Og sidst men ikke mindst gik den prestigefulde litteraturpris til forfatteren Kim Leine for romanen "Profeterne i Evighedsfjorden".

Nordisk Råd uddeler i alt fem priser, og hverken Norge eller Sverige kunne tage statuetter med hjem i år.

Vinderen af årets musikpris blev den finske violinist Pekka Kuusisto, mens den nystiftede børne- og ungdomslitteraturpris gik til forfatter Seita Vuorela og illustrator Jani Ikonen fra Finland for bogen "Karikko".

Filmprisen blev modtaget af manuskriptforfatter Tobias Lindholm, da Thomas Vinterberg var i England på filmoptagelse.

Selina Juul er initiativtager til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Hun var tydeligt overrumplet, da hun modtog prisen og forklarede, at hun ikke havde forberedt en tale, fordi hun slet ikke havde forventet at vinde prisen.

- Af hjertet tusinde mange gange tak.

- Tak til alle, der har været med til at sætte Stop Spild Af Mad på dagsordenen. Det har virket. Hver anden dansker har det seneste år mindsket madspild, så vi er på rette vej, sagde Selina Juul blandt andet.

Det var også en bevæget Kim Leine, der modtog prisen med et stykke papir med noter i hånden. Forfatteren takkede - helt i prisens ånd - både på dansk, norsk og grønlandsk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV